David Peace
uddrag af romanen Tokyo Year Zero (Faber, 2007)
2.
den 16. august, 1946
Tokyo, 31,7 grader, sol
De sorte lus klør. Jeg kradser. Gari-gari. Jeg rejser mig fra det lave bord. Det klør. Jeg kradser. Gari-gari. Jeg går hen til køkkenvasken. Det klør. Jeg kradser. Gari-gari. Jeg trækker en kam gennem håret. Det klør. Jeg kradser. Gari-gari. Lusene falder ud i klumper. Det klør. Jeg kradser. Gari-gari. Jeg knuser dem mod vasken. Det klør. Jeg kradser. Gari-gari. Kropslusene er sværere. Det klør. Jeg kradser. Gari-gari. De er hvide og så meget vanskeligere at jage. Det klør. Jeg kradser. Gari-gari. Jeg åbner for vandet. Det klør. Jeg kradser. Gari-gari. Vandet løber. Vandet standser. Vandet løber igen –
Det klør. Jeg kradser. Gari-gari. Det klør. Jeg kradser. Gari-gari …
Brunt og derefter klart, klart og derefter brunt igen –
Jeg skyller ansigtet. Jeg leder efter sæbe for at barbere mig –
Men der er ikke noget at finde, igen –
Jeg skyller munden og spytter –
Jeg er en af de overlevende …
Jeg tager skjorten på og bukserne, den samme skjorte og de samme bukser, jeg har haft på hver eneste dag i de sidste fire-fem år, den samme skjorte og de samme bukser, som min kone har plejet og repareret, lappet og lappet igen, ligesom strømperne og skoene på mine fødder, vinterjakken på min krop og sommerhatten på mit hoved –
Det klør. Jeg kradser. Gari-gari. Det klør, og jeg kradser –
Jeg er en af de heldige …
Der står en enkelt lille skål med zōsui på det lave bord, en grød med ris og grøntsager. Jeg lader den stå til min kone og mine børn –
Jeg tager mit ur frem. Chiku-taku. Og jeg trækker det op –
Klokken er 4 om morgenen. Min kone og mine børn sover endnu –
Det klør stadig, og jeg kradser stadig. Gari-gari …
Jeg tager mine gamle militærstøvler på og snører dem ude i genkan’en. Jeg åbner forsigtigt hoveddøren, lukker den og låser efter mig. Jeg går ned ad havegangen. Jeg lukker lågen efter mig –
Ton-ton. Ton-ton. Ton-ton. Ton-ton. Ton-ton …
Jeg går væk fra mit hus, væk fra min familie –
Ton-ton. Ton-ton. Ton-ton. Ton-ton …
Jeg går ned ad gaden mod stationen –
Ton-ton. Ton-ton. Ton-ton …
Gennem lufthamrenes lyd –
Ton-ton. Ton-ton …
Et nyt Japans frembrud –
Ton-ton …
Genopbygningsarbejdet begynder tidligt; de huse, der blev stående, sættes i stand eller rives ned, til erstatning bygges der nye; vejene ryddes for murbrokker og aske, murbrokkerne og asken tømmes ud i kanalerne, kanalerne fyldes og forsvinder. Men Tokyos floder og veje stinker stadig af pis og lort, af kolera og tyfus, af sygdom og død, af død og tab –
Ton-ton.
Dette er Det nye Japan; Mitaka station myldrer med mennesker i hundredvis, i tusindvis, der venter på tog i begge retninger; for at rejse ud på landet for at sælge billigt ud af deres ejendele for at købe mad; for at rejse ind til Tokyo for at sælge mad for at købe andres ejendele billigt: uophørligt frem og tilbage, tilbage og frem, uophørligt i gang med at købe og sælge, sælge og købe; Det nye Japan –
Hver eneste station. Hvert eneste tog. Hver eneste station …
Folk i to solide rækker langs begge perroner, svajende idet nytilkomne forsøger at mase sig foran, mens de træder og tramper på kroppene af dem, der har sovet ude hele natten på perronen, og så en sidste enorm bølgen frem, samtidig med at det første tog mod Tokyo kører ind –
Hvert eneste tog. Hver eneste station. Hvert eneste tog …
To tomme vogne forbeholdt Sejrsherrerne, en andenklasses med hårde sæder til de privilegerede Besejrede, og en lang række nedslidte tredjeklasses vogne til alle os andre –
Dem, der har tabt alt …
Vinduerne i tredjeklasse allerede slået i stykker, vognene fyldt til den sidste centimeter kl. 5 om morgenen, folk på perronerne, der presser flere bylter ind gennem vinduerne, som skal tages med ind til Tokyo, mens andre kæmper tavst for at få fodfæste på trinbrættet eller koblingerne –
Hver eneste station. Hvert eneste tog …
Jeg tager notesbogen frem –
Det klør, og det klør …
Jeg råber: – Politiet!
Det lykkes mig at komme med. Det klør, men jeg kan ikke kradse. Jeg presser mig ind i en af vognene. Det klør, men jeg kan ikke kradse. Folk bliver ved med at skubbe bagved mig. Det klør, men jeg kan ikke kradse. Toget sætter langsomt i gang. Det klør, men jeg kan ikke kradse. Armene hænger fastlåst ned langs siderne i trængslen. Det klør, men jeg kan ikke kradse. Der står mennesker og bagage hvert eneste tænkeligt sted. Det klør, men jeg kan ikke kradse. De sidder på hug på sæderyggene, de sidder på hug på bagagehylden. Det klør, men jeg kan ikke kradse. Jeg kan kun bevæge øjnene. Det klør, men jeg kan ikke kradse. Drengens hoved foran mig er dækket af ringorm. Det klør, men jeg kan ikke kradse. Der kravler lus ind og ud af håret på den unge kvinde til venstre for mig. Det klør, men jeg kan ikke kradse. Mandens hovedbund ved min højre side lugter af sur mælk. Det klør, men jeg kan ikke kradse. Toget slingrer hen over endnu et sporskifte. Det klør, men jeg kan ikke kradse. Jeg lukker øjnene –
Jeg tænker på hende hele tiden …
Det tager over en time at nå frem til Yūraku-chō station, og så skal man kæmpe for at komme af toget og ud på perronen –
Jeg kradser. Gari-gari. Jeg kradser. Gari-gari …
Jeg går fra Yūraku-chō station hen til Politigården. Det klør, og nu sveder jeg, og klokken er ikke engang 6 om morgenen, og Tokyo stinker af lort; skidt og lort og støv, det skidt og lort og støv, som sidder i mit tøj og i min hud, og som skærer i næseborene og brænder i halsen for hver eneste jeep, hver eneste lastvogn, der passerer forbi –
Jeg stopper op. Jeg tager lommetørklædet frem. Jeg tager hatten af. Jeg tørrer mig i ansigtet. Jeg tørrer mig i nakken. Jeg ser op på den afblegede himmel og spejder efter den usynlige sol, der gemmer sig et sted ovenover skyerne af tyfus, skyerne af støv, af skidt –
Af lort, af menneskelort …
Vejsiden flyder med folk på måtter, mænd og kvinder, unge og gamle, soldater og civile, øjnene blanke eller lukkede, udmattede –
Mine hænder knyttes, brystet trækker sammen, lungerne skriger: Hvad venter I på?
Det er et år siden, at folk knælede på jorden uden for voldgraven og græd. Det er et helt år siden, men folket er stadigvæk på knæ, på knæ, på knæ, på knæ –
Rejs jer op! Rejs jer op!
2.
den 16. august, 1946
Tokyo, 31,7 grader, sol
De sorte lus klør. Jeg kradser. Gari-gari. Jeg rejser mig fra det lave bord. Det klør. Jeg kradser. Gari-gari. Jeg går hen til køkkenvasken. Det klør. Jeg kradser. Gari-gari. Jeg trækker en kam gennem håret. Det klør. Jeg kradser. Gari-gari. Lusene falder ud i klumper. Det klør. Jeg kradser. Gari-gari. Jeg knuser dem mod vasken. Det klør. Jeg kradser. Gari-gari. Kropslusene er sværere. Det klør. Jeg kradser. Gari-gari. De er hvide og så meget vanskeligere at jage. Det klør. Jeg kradser. Gari-gari. Jeg åbner for vandet. Det klør. Jeg kradser. Gari-gari. Vandet løber. Vandet standser. Vandet løber igen –
Det klør. Jeg kradser. Gari-gari. Det klør. Jeg kradser. Gari-gari …
Brunt og derefter klart, klart og derefter brunt igen –
Jeg skyller ansigtet. Jeg leder efter sæbe for at barbere mig –
Men der er ikke noget at finde, igen –
Jeg skyller munden og spytter –
Jeg er en af de overlevende …
Jeg tager skjorten på og bukserne, den samme skjorte og de samme bukser, jeg har haft på hver eneste dag i de sidste fire-fem år, den samme skjorte og de samme bukser, som min kone har plejet og repareret, lappet og lappet igen, ligesom strømperne og skoene på mine fødder, vinterjakken på min krop og sommerhatten på mit hoved –
Det klør. Jeg kradser. Gari-gari. Det klør, og jeg kradser –
Jeg er en af de heldige …
Der står en enkelt lille skål med zōsui på det lave bord, en grød med ris og grøntsager. Jeg lader den stå til min kone og mine børn –
Jeg tager mit ur frem. Chiku-taku. Og jeg trækker det op –
Klokken er 4 om morgenen. Min kone og mine børn sover endnu –
Det klør stadig, og jeg kradser stadig. Gari-gari …
Jeg tager mine gamle militærstøvler på og snører dem ude i genkan’en. Jeg åbner forsigtigt hoveddøren, lukker den og låser efter mig. Jeg går ned ad havegangen. Jeg lukker lågen efter mig –
Ton-ton. Ton-ton. Ton-ton. Ton-ton. Ton-ton …
Jeg går væk fra mit hus, væk fra min familie –
Ton-ton. Ton-ton. Ton-ton. Ton-ton …
Jeg går ned ad gaden mod stationen –
Ton-ton. Ton-ton. Ton-ton …
Gennem lufthamrenes lyd –
Ton-ton. Ton-ton …
Et nyt Japans frembrud –
Ton-ton …
Genopbygningsarbejdet begynder tidligt; de huse, der blev stående, sættes i stand eller rives ned, til erstatning bygges der nye; vejene ryddes for murbrokker og aske, murbrokkerne og asken tømmes ud i kanalerne, kanalerne fyldes og forsvinder. Men Tokyos floder og veje stinker stadig af pis og lort, af kolera og tyfus, af sygdom og død, af død og tab –
Ton-ton.
Dette er Det nye Japan; Mitaka station myldrer med mennesker i hundredvis, i tusindvis, der venter på tog i begge retninger; for at rejse ud på landet for at sælge billigt ud af deres ejendele for at købe mad; for at rejse ind til Tokyo for at sælge mad for at købe andres ejendele billigt: uophørligt frem og tilbage, tilbage og frem, uophørligt i gang med at købe og sælge, sælge og købe; Det nye Japan –
Hver eneste station. Hvert eneste tog. Hver eneste station …
Folk i to solide rækker langs begge perroner, svajende idet nytilkomne forsøger at mase sig foran, mens de træder og tramper på kroppene af dem, der har sovet ude hele natten på perronen, og så en sidste enorm bølgen frem, samtidig med at det første tog mod Tokyo kører ind –
Hvert eneste tog. Hver eneste station. Hvert eneste tog …
To tomme vogne forbeholdt Sejrsherrerne, en andenklasses med hårde sæder til de privilegerede Besejrede, og en lang række nedslidte tredjeklasses vogne til alle os andre –
Dem, der har tabt alt …
Vinduerne i tredjeklasse allerede slået i stykker, vognene fyldt til den sidste centimeter kl. 5 om morgenen, folk på perronerne, der presser flere bylter ind gennem vinduerne, som skal tages med ind til Tokyo, mens andre kæmper tavst for at få fodfæste på trinbrættet eller koblingerne –
Hver eneste station. Hvert eneste tog …
Jeg tager notesbogen frem –
Det klør, og det klør …
Jeg råber: – Politiet!
Det lykkes mig at komme med. Det klør, men jeg kan ikke kradse. Jeg presser mig ind i en af vognene. Det klør, men jeg kan ikke kradse. Folk bliver ved med at skubbe bagved mig. Det klør, men jeg kan ikke kradse. Toget sætter langsomt i gang. Det klør, men jeg kan ikke kradse. Armene hænger fastlåst ned langs siderne i trængslen. Det klør, men jeg kan ikke kradse. Der står mennesker og bagage hvert eneste tænkeligt sted. Det klør, men jeg kan ikke kradse. De sidder på hug på sæderyggene, de sidder på hug på bagagehylden. Det klør, men jeg kan ikke kradse. Jeg kan kun bevæge øjnene. Det klør, men jeg kan ikke kradse. Drengens hoved foran mig er dækket af ringorm. Det klør, men jeg kan ikke kradse. Der kravler lus ind og ud af håret på den unge kvinde til venstre for mig. Det klør, men jeg kan ikke kradse. Mandens hovedbund ved min højre side lugter af sur mælk. Det klør, men jeg kan ikke kradse. Toget slingrer hen over endnu et sporskifte. Det klør, men jeg kan ikke kradse. Jeg lukker øjnene –
Jeg tænker på hende hele tiden …
Det tager over en time at nå frem til Yūraku-chō station, og så skal man kæmpe for at komme af toget og ud på perronen –
Jeg kradser. Gari-gari. Jeg kradser. Gari-gari …
Jeg går fra Yūraku-chō station hen til Politigården. Det klør, og nu sveder jeg, og klokken er ikke engang 6 om morgenen, og Tokyo stinker af lort; skidt og lort og støv, det skidt og lort og støv, som sidder i mit tøj og i min hud, og som skærer i næseborene og brænder i halsen for hver eneste jeep, hver eneste lastvogn, der passerer forbi –
Jeg stopper op. Jeg tager lommetørklædet frem. Jeg tager hatten af. Jeg tørrer mig i ansigtet. Jeg tørrer mig i nakken. Jeg ser op på den afblegede himmel og spejder efter den usynlige sol, der gemmer sig et sted ovenover skyerne af tyfus, skyerne af støv, af skidt –
Af lort, af menneskelort …
Vejsiden flyder med folk på måtter, mænd og kvinder, unge og gamle, soldater og civile, øjnene blanke eller lukkede, udmattede –
Mine hænder knyttes, brystet trækker sammen, lungerne skriger: Hvad venter I på?
Det er et år siden, at folk knælede på jorden uden for voldgraven og græd. Det er et helt år siden, men folket er stadigvæk på knæ, på knæ, på knæ, på knæ –
Rejs jer op! Rejs jer op!
Translated from the Danish by Martin Aitken
© David Peace, 2007
Oversættelse © Martin Aitken, 2008
1 comment:
Peace is a magnificent writer. A genre-busting literary talent whose work so far has fallen uneasily into the framework 'crime literature'. His so-called Red Riding Quartet established him at the forefront of young British writers and prompted the label 'Yorkshire noir'. 'Tokyo Year Zero' is the first of what is intended to be a trilogy exploring the rise of modern postwar Japan against a backdrop of crime. Peace, a resident of Tokyo for some years now, has yet to appear in Danish. However, this sample translation has now aroused the interests of at least one major publishing house. Hopefully, there'll be a full-blown translation underway soon.
Post a Comment